Er du ny eller næsten ny WordPress-bruger med adgang til serveren, så begynd med Brian Brandts (BB) fremragende hæfte WordPress. Udvalget af stoffet er godt for målgruppen, og dispositionen fungerer også glimrende. BB’s professionelle baggrund som WordPress-konsulent fornægter sig ikke.
Libris’ introduktionshæfte til WordPress er altså vellykket. Hæftet har et rigtig godt og appellerende design. Der er ingen ufærdige sider. Dog må jeg, hvis jeg skal være ærlig, vedgå, at jeg personligt ikke bryder mig om Libris’ reklamer inde i hæftet (s. 6, 46, 71 og 86). Det er en uskik. Så er det sagt. Men det er ikke BB’s ansvar.
Det er det øvrige indhold til gengæld, og det er BB som antydet kommet godt fra. Efter en kort indledning giver BB en introduktion til WordPress, så man kan orientere sig, og så man kan vurdere, om man hører til målgruppen. Selv om målgruppen er dem, der vil installere WordPress på egen platform, er der nu en hel del, der også kan bruges af dem, der blogger på WordPress.com. BB lægger måske lidt hårdt ud med gennemgangen af de tekniske krav i forhold til målgruppen, men skal man i gang med selv at installere WordPress på en server, er det jo faktisk nødvendige oplysninger.
Kapitel 2 gennemgår, hvad man ser, og hvad man gør, når man skal skrive de første blogindlæg med billeder og/eller videoer i. Her er bl.a. en relativt detaljeret gennemgang af formatteringsværktøjerne. Det er en rigtig god idé. Og jeg håber, læserne som minimum læser gennemgangen, så de får en fornemmelse af, hvad der er til rådighed. Så kan man gå tilbage, hvis man ikke præcist kan huske, hvad det nu var.
Kapitel 3 ser nærmere på, hvordan man beskriver og organiserer indholdet samt om, hvordan man åbner for, at brugerne kan blande sig.
Kapitel 4 handler om WordPress som Content Management System – et indholdshåndteringssystem. Det lyder fint – og det skal det også, for ellers tror man måske, at WordPress kan meget mindre end tilfældet er. Grundlæggende drejer kapitlet sig om at skrive og håndtere statiske sider med indhold og om at installere et nyt design – et såkaldt tema – også med danske skærmtekster. Jeg må vel næsten nævne, at denne blog nævnes i den forbindelse. BB gennemgår også widgets, som er en standardiseret måde at få små – eller større – programudvidelser til at producere indhold til widgetområder. Det er bl.a. de spalter, man typisk har til venstre og/eller højre for selve indholdet, men rent faktisk kan der være defineret mange widgetområder i et tema. Nogle temaer har langt over 10 widgetområder (fx Thematic og Hybrid).
Kapitel 5 handler om plugins, som er små eller lidt større programmer, der udvider WordPress’ funktionalitet og/eller brugervenlighed. Der er nu over 8000 at vælge imellem (selv om nogle pluginudviklere er særdeles kreative for at få mange plugins i WordPress’ pluginsamling). Desværre er der kun blevet plads til at omtale 3. Dertil kommer et af de to, der leveres sammen med WordPress, nemlig et spamfilter. Det første, BB mener, man skal installere, er et plugin til at lave indtastningsformularer m.m. Det andet er et plugin, der sørger for søgemaskineoptimering, dvs. som sørger for, at ens blog stryger Google med hårene, når deres søgerobotter kommer på besøg. Det tredje er et, der hjælper en med at angive rækkefølge og indbyrdes forhold mellem sider (BB har har brugt dette plugin tidligere i bogen). All in One SEO Pack og PageMash er i øvrigt blandt de plugins, jeg har oversat. Denne blog har nemlig ikke kun oversættelser til temaer, men også til omkring 150 plugins.
Det sidste kapitel handler om at nogle af de indstillinger, man kan – eller bør – ændre i WordPress, og om mediebiblioteket.
I et appendiks gennemgås, hvordan man opdaterer WordPress, herunder også sørger for at tage en sikkerhedskopi, inden man går i gang. Det kan ikke understreges for ofte eller for meget. Nogle siger, at rigtige mænd ikke tager sikkerhedskopi eller backup. Måske ikke. Men så tuder de, når det går galt!
Endelig gennemgår BB også, hvad RSS-feeds er, og hvordan man indsætter links til dem på sin hjemmeside.
Et lille stikordsregister er det også blevet til.
BB må for min skyld gerne skrive nogle flere hæfter. Måske på BB Press?
Kender du nogle, der lige er gået i gang, eller som stadigvæk ikke bruger ret mange af WordPress’ grundlæggende funktioner, så køb BB’s WordPress-hæfte. Det koster ikke (ret meget) mere end en flaske god vin. Det holder længere og gør en klogere og mere produktiv. Mine varmeste anbefalinger! Godt gået af BB og Libris.
PS: Man kan hente noget ekstramateriale på forlagets hjemmeside, bl.a. en gennemgang af syv plugins, BB også mener, bør være installeret på en god WordPress-site. Og sådan kan man jo blive ved! Happy blogging!
PPS: Til gengæld kan man pt. ikke gå ind på BB’s WPUsher.com, som er taget ned. Der er også andre links, som fører til sites, der virker lidt ufærdige eller forældede.
Brian Brandt: WordPress. København: Forlaget Libris, 2010. 88 sider inkl. Omslag. 99,- kr.
Udskriv dette indlæg
Email dette indlæg


Tilføj en kommentar
Mange tak for den fine anmeldelse. Det sætter jeg stor pris på.
Du har ret, WPusher er (næsten) taget ned. Jeg er lige pt ved at omstrukturere den, så den formentlig bliver ren dansk orienteret.
Og tak for et godt WordCamp..
Det er bestemt mig og de andre deltagere, der takker. Din gennemgang af 50 plugins var rigtig nyttig (se wordpress.dk). Jeg kendte faktisk ikke alle de plugins, du kom omkring.
Umiddelbart tænkte jeg, at Frederick Townes foredrag ikke var så nyttig for mig, men det var kun indtil, jeg undersøgte, hvor lang tid min Temaer-side var om at indlæse. Så installerede jeg W3 Total Cache og skar omkring 15 sekunder af indlæsningstiden.